Sonic Pi opfordrer dig til at lære om både programmering og musik gennem leg og eksperimenter. Det vigtigste er at du har det sjovt, og før du ved af det, har du også lært at kode, komponere og opføre musik.
Nu vi taler om det, så lad mig give dig et råd som jeg har lært over årene med live-kodning af musik - der er ingen fejl, kun muligheder. Det er noget jeg ofte har hørt i forhold til jazz, men det fungerer lige så godt med live-kodning. Lige meget hvor erfaren du er - fra fuldstændig begynder til en erfaren live-koder - så vil du komme til at køre noget kode som lyder helt uventet. Det lyder måske sindssygt godt - i det tilfælde kan du bare køre videre med det. Det kan dog også lyde disharmonisk og malplaceret. Det er lige meget hvad der skete - hvad der betyder noget, er hvad du efterfølgende gør med det. Tag lyden, manipuler den og gør den til noget fantastisk. Publikum bliver ellevilde.
Når du lærer noget nyt, er det fristende at forsøge at lave fantastiske ting nu. Men tag den med ro og betragt det som et fjernt mål at nå senere. Tænk i stedet over den simpleste ting du kan skrive som kan være sjov og berigende, og som kan være et lille skridt mod den fantastiske ting du har i hovedet. Når du får en ide om sådan et simpelt skridt, så byg det, leg med det og se hvad andre nye ideer du får. Før du får set dig om, vil du have det sjovt og lave rigtige fremskridt.
Husk nu at dele dit arbejde med andre!